“Did you really not go to class and stay in your room this morning?!”
Kvinden kiggede undrende på mig, men hendes ansigtsudtryk ændrede sig, da et lys gik op for hende: ”I wish I had too….”
Hun var en af de få jeg havde interageret med på meditationsretreatetet, fordi jeg havde det så mærkeligt med at være der, og da jeg oplevede hendes reaktion på mit pjækkeri, gik det op for mig, at hun havde det på samme måde.
Hver dag i en uge havde jeg haft lange diskussioner med mig selv om, at nu måtte jeg simpelthen tage mig sammen, og slæbte mig afsted, for så at klaske sammen som en klud tidligt om aftenen og sove 10 timer i streg.
Indtil den sidste dag, hvor jeg valgte at respektere det jeg mærkede, og blive hjemme på mit hotelværelse, i stedet for at deltage i undervisningen.
Jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men et eller andet føltes bare off for mig, og jeg kunne ikke længere negligere den stemme inden i mig, der råbte højere og højere som tiden gik.
Alle de andre virkede bare så glade for det, så hele vejen igennem havde jeg tænkt “det er nok bare mig”.
Ikke at det burde gøre en forskel, om jeg var ene om at have det mærkeligt med det, for følelsen var der jo, men det gav mig alligevel en ro at opdage, at jeg ikke var alene om at have det sådan.
Hvorfor er det lige, at mange af os ikke rigtig stoler på det vi mærker inden i, før vi ser eller oplever at andre har det på samme måde?
Ikke kun i forhold til uddannelser og kurser, men også kærester (alle andre siger "ajj hvor er han fantastisk, ham skal du holde fast i", og hovedet prøver at forklare hvorfor man skal blive, men hjertet råber neeeejjj!!), boliger (alle andre siger "næææ hvor er her skønt, her skal du da bo forevigt", og hovedet prøver at forklare hvorfor man skal blive, men hjertet råber neeeejjj!!), jobs (alle andre siger "woopwoop hvor er fedt for dig det her, her skal du da arbejde mange år endnu", og hovedet prøver at forklare hvorfor man skal blive, men hjertet råber neeeejjj!!), eller [indsæt selv].
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet i noget, hvor jeg har siddet med en sær fornemmelse, men alligevel er blevet, fordi “det er jo nok bare mig”.
Men det skal være løgn skal det, og nu øver jeg mig hver dag i, at handle derefter, hvis jeg mærker at noget ikke passer til mig - Også selvom ingen andre skildrer med at de har det på samme måde.
Læs også Autentisk kamæleon
